Wednesday, May 28, 2014

Når himlen sortner








Roen
Det rå og øde landskab
De åbne vidder
Naturens knugende og befriende ensomhed i mol og dur
Vi har det hele herude under den vældige himmel
tæt på havet og den tudende vind








Kamete

Copyright

Tuesday, May 20, 2014

Fra drøm til virkelighed



                             
Kvier  
på strandengens skrænter
hud mod hud i vidtstrakt rum.
Søen 
slumrende, 
mens havet holder siesta.
Mælkebøtterne 
hvidt betragtende græsset 
som gror sig langhåret.

Ovenover dette 
lærkerne 
uanfægtet 
i lyslevende forår, 
drosselkvintet og tankerne 
der glider ind og ud gennem nuet.
En solsort 
på krigssti advarer 
om listende kattepoter 
i hækken.

Alt dette 
omgir mig 
i virkeligheden.
I erkendelsen 
som skærper mig,
gør mig vågen og nænsomt ærbødig:

Fordi jeg endelig forstår.








Kamete
Copyright

Friday, May 9, 2014

Gul - mere end yellow

Danmark, de gule markers land. Så ødsel en pragt - 
og hvem tør vel kalde ukrudt for uæstetisk?
Solens lys kastet tilbage - overvældende disse dage.
Duften og gløden - man bliver jo helt euforisk.! 
Længslen efter sommer - i alle fibre af de vinterblege kroppe...
















Kamete

Copyright

Thursday, May 1, 2014

Urkraft



Lige nu spirer livet overalt i naturen, og aftenerne bliver lysere og lysere. 
Snart er vi midt i disse gækkende, mystiske nætter, hvor lyset ikke svinder helt - 
hvor aftenstjernen viser sig tindrende på en lysegrøn, rosa, gylden himmel 
og duften af nat beruser.  Denne tid er så kort, så kort. Vi må suge den til os, 
så vi formår at holde den fast indvendigt gennem de mørke, knugende vinternætter.









Hvad har gjort hvælvingen så stor?
Kan en nat være alle farver 
på en gang?
Sølvrøde blåliglys.
Måneblanke tanke.
Ene i matblank luft.
De klingende vibrationer kildrer
i mine næsebor.
Her står alt stille,
og sangen fra Altet 
lugter som Paradisets enge...
Havets puls er de ord, 
som alle før mig har sagt.
Og jeg hører dem gennem min hud
og forstår dem.
Musen over sandet ser jeg 
med mit hjerte.
Det, jeg  smager med mine øjne,
er min natmad.

Da jeg sad her sidst,
var det vinter.
Også dengang
var havet stille for en stund.
Knuget af iskappens tonstunge panser
holdt det fri fra kamp.
Men jeg vidste,
at snart igen,
med et brøl og en jamren
ville kæmpen gå amok!
Løfte dette spændjern
som var det ingenting.
Vride disse masser
som var de skrotjern.
Knække dem, som var de tændstikker!








Kamete

Copyright